OPERATION FOR LYSKEBROK OG NAVLEBROK

PATIENTINFORMATION
Revideret januar 2015

Før operationen
De må drikke tynde væsker (vand, saft, juice) op til 2 timer før operationen. Du må spise op til 4 timer før operationen.
Den side der skal opereres bedes frigjort for hår dagen før.

Operationen
Foregår i lokal bedøvelse. Lokalbedøvende væske bliver indsprøjtet i det område, hvor operationen skal foretages. Det giver lidt forbigående ubehag i form af svie og spænden. Lokalbedøvelsen kan suppleres under operationen.

De fleste patienter får indopereret et kunststofnet, som forstærker det svage sted i bugvæggen. Operationen varer ca. 1 time.

Efter operationen
Tilrådes hjemtransport med privat kørelejlighed eller Falck. Ikke offentlig transport. Du må ikke køre bil selv. Opererede patienter vil ved bilkørsel have let nedsat reaktionstid de første dage efter operationen.
Bedøvelsen holder 1-2 timer efter operationen.
Du må ikke være alene i hjemmet første døgn.

Smerter
Du får en recept på 400mg Ibuprofen. Tag 1 tablet straks efter hjemkomsten kombineret med to panodil. Dette gentages 3 til 4 gange daglig. Hvis du ikke kan tåle ibuprofen, kan du få ketogan eller nobligan retard 100 mg, 20 stk.
Det anbefales at lægge et fryseelement, is eller frosne ærter i en plastpose og i et viskestykke uden på forbindingen 3-5 min, når du kommer hjem – kan gentages med en times mellemrum i alt 3 gange. Dette giver mindre hævelse og færre smerter.
Ca. 30 % vil i en periode have moderate smerter efter operationen. Smerterne er mest udtalt svarende til selve såret, men kan også stråle ned i pung eller forside af låret. Hvis man kan, må man gerne foretage sig de ting, man plejer.

Kost
Du må gerne spise og drikke straks efter operationen. Det er vigtigt at holde maven i orden ved at drikke rigeligt. Tag et mildt afføringsmiddel i form af tablet Magnesia 2 morgen og to aften til du har en normal afføring, og fortsæt et døgn efter tablet – morfin – indtaget er slut.

Kontrol
Forbindingen skiftes 3. eller 4. dag efter operationen, herefter må der bades. Trådene skal fjernes ca. 10 dage efter operationen. De 2 besøg foregår i klinikken.

Sygemelding
Forvent at være sygemeldt 2 uger efter operationen, afhængig af dit arbejde. Undgå tunge løft de første uger. Dyrk ikke sport i 2 uger.

Komplikationer
Der kan opstå blodansamling i såret. Det viser sig som blålig misfarvning af operationsområdet, den svinder oftest af sig selv. Ved tegn på infektion i såret (rødme, hævelse, ømhed og feber) skal du søge læge. Brok kan gendannes (hos 2 – 3%) på længere sigt, og skal i så fald opereres på ny.

Vigtigt
På grund af øget risiko for blødning under og efter operationen skal du undgå blodfortyndende medicin og medicin som indeholder acetylsalicylsyre (kodimagnyl, aspirin, idotyl, hjertemagnyl) samt E-vitamin, fiskeolie, Q-10 og levertran i 10 dage før operationen og 1-2 døgn efter operation.