MANDLIG STERILISATION

PATIENTINFORMATION
Revideret 2020 – der er desværre selvbetaling.

Når du har læst denne vejledning, skal du bekræfte med din underskrift, at du er informeret om, og indforstået med operationen og dens følger.

Før operationen
De bedes fjerne hårene på pungen dagen før.

Operationen
På operationsstuen bliver huden renset med en væske, som kortvarigt svier. Derefter lægges lokalbedøvelse. Gennem et lille snit på hver side af pungen fjernes 1-2 cm af hver sædstreng. Sårene i huden lukkes med tråde, der opløses af sig selv og falder af efter ca. 10 dage.
For at undgå komplikationer efter operationen, er det vigtigt, at støtte pungen med tætsiddende underbenklæder. Såret beskyttes det første døgn med sterilt plaster.
Ofte vil du kunne gå på arbejde efter 1-2 dage med mindre du har hårdt fysisk arbejde. Brusebad tilrådes – ikke karbad – den første uge. Undgå tunge løft og cykling de første dage.
De første par dage kan der være lette smerter i pungen og mod dette medgives recept på tablet Bonyl, hvor der tages 1 tablet hver 12. time.

Komplikationer
I sjældne tilfælde kan der opstå blødning fra såret. Dette kan standses ved at trykke 2 fingre mod såret i ca. 10 min. Ved større hævelse i timerne efter operationen, kan der være utilsigtet blødning. I sådanne tilfælde ringer man til klinikken eller 1813, hvor et skadestuebesøg kan blive aktuelt.

Samliv
Såfremt indgrebet er forløbet uden komplikationer, kan du genoptage det seksuelle samliv efter ca. 1 uge.
Du er ikke steril umiddelbart efter indgrebet og må benytte svangerskabsforebyggende midler op til 3 mdr. , indtil alle sædceller er væk fra sædleder og sædblære.
I ganske få tilfælde (under 1 %) kan sædlederne vokse sammen igen. Dette sker normalt indenfor de første 3 mdr. Enkelte er født med 2 sædledere på samme side. Der bliver ikke efter operationen ændring i hormonstatus i kroppen og evnen til erektion bevares.

Efterkontrol
For at være sikker på at sterilisationen er effektiv og at De er steril, kræves en sædprøve 3 mdr. efter operationen.
Du skal derfor henvende dig hos egen læge 3 mdr. efter for at få dette undersøgt.